D. 15. august 2014 fik Mille konstateret leukæmi, T-celle ALL.
10 dage senere fyldte hun 5 år. Den eneste gave hun tog i brug den dag, var en tripple MTX-kemokur sprøjtet direkte i rygsøjlen...
Efter 65 dage på H2 kom vi for første gang, siden diagnosen, hjem.
65 dage med intensiv kemobehandling, overflytninger til børneintensiv og retur til afdelingen, forfærdelige bivirkninger og enorme frustrationer.

Efterfølgende har vi haft mange indlæggelser, det er blevet til litervis af antibiotika, blod, thrombocytter og kemo.

Når livet pludselig tager en voldsom drejning og alt bliver sat på spidsen, forsvinder verdenen omkring en.

Vores datters liv var pludselig ikke længere noget vi kunne tage for givet.

Hverdagsdiskussionerne om hvorvidt sengetiden eller sukkerindtaget var politisk korrekt, kunne ikke være mere ligegyldigt. Vi sad pludselig i en anden verden hvor arbejde, madlavning og nyhederne var skiftet ud med kemo, Børneintensiv og opkast. Sad der og vågede over vores lille pige med frygten forplantet i hver celle af kroppen.

Frygten for at hun ikke kunne klare den hårde behandling.

Frygten for at hun ville dø.

En frygt der aldrig slipper os.

4 ud af 5 overlevende er ikke godt nok. Alle har fortjent at komme igennem med livet i behold!

Jeg tror ikke der findes en hårdere disciplin end cancer-disciplinen! Skrækken for at dø eller frygten for at miste er så opslidende, nedbrydende og himmelråbende stressende!

Vi lærer at leve med canceren, den bliver også hverdag - men aldrig uden angst.

Nu, lidt over et år inde i behandlingen, står vi over for at skulle igennem det sidste intensive skema.
D. 25/11-2015 kan vi forhåbentligt sætte punktum og gå igang med ren vedligehold det sidste år af Milles behandling!

Hjælp Mille og alle de andre små superhelte i deres kamp mod cancer!
Støt herigennem BørneCancerFonden - dem der gør en forskel ❤️