Jeg husker tydeligt forløbet, da min mormor blev syg. Hendes hus var altid et fristed for os børn, hvor vi kunne tilbringe timer med hygge, grin og alt for mange søde sager. Det var et sted fyldt med kærlighed og varme, hvor bekymringer ikke eksisterede. Men pludselig ændrede alt sig.

Det begyndte med en hoste. En irriterende hoste, der nægtede at gå væk. Jeg husker, hvordan vi alle bemærkede den, men ingen af os forstod, hvad det virkelig betød. Min mormor forsøgte at fortsætte som normalt, men hosten blev værre og værre. Jeg var kun et barn, og selvom jeg kunne mærke, at noget ikke var som det skulle være, var jeg uvidende om alvoren.

Da vi endelig fik svaret fra lægerne, var det som et slag i maven – kræften havde spredt sig så meget, at der ikke var noget, de kunne gøre. Jeg husker tydeligt følelsen af magtesløshed, der bredte sig i familien. Vores stærke og kærlige mormor, som altid havde været en klippe i vores liv, var pludselig skrøbelig og syg.

Min mormor blev flyttet til et plejehjem, og vi begyndte at se hende mindre og mindre. Hun blev hurtigt meget syg og begyndte at vise tegn på demens. Det var hjerteskærende at se hende forsvinde lidt mere hver dag. En dag var hun der bare ikke længere. Jeg husker tydeligt at sidde i kirken til hendes begravelse, omgivet af fremmede ansigter, og tårerne strømmede ned ad mine kinder.

Da jeg blev ældre, begyndte jeg at forstå, hvad der virkelig var sket. Jeg forstod, hvor alvorlig kræft er, og hvordan den kan rive en elsket væk fra én. Det gik op for mig, hvor mange familier der gennemgår det samme smertefulde forløb som vi gjorde. Det er en barsk virkelighed, som ingen skal stå alene med.

Men min families kamp mod kræft sluttede ikke der. Min lillesøster blev også påvirket af denne frygtelige sygdom i en ung alder. Hun har en godartet knude i hjernen, som heldigvis ikke er kræft (men havde potentiale til at blive det). Det har krævet utallige lægebesøg, scanninger og bekymringer. Selvom knuden ikke er livstruende, har den påvirket hendes liv og vores familie dybt. Vi levede konstant med frygten for, at noget ville ændre sig.

Disse oplevelser har lært mig, hvor vigtigt det er at støtte kræftforskning og patientstøtte. Derfor har jeg tilmeldt mig Copenhagen Marathon gennem Fundracers, hvor jeg samler penge ind til Børnecancerfonden. Børn og deres familier fortjener bedre – de fortjener håb, støtte og en chance for at bekæmpe denne frygtelige sygdom.

Din støtte til Børnecancerfonden kan gøre en kæmpe forskel. Pengene går direkte til forskning, der kan forbedre behandlingsmulighederne og forhåbentlig en dag finde en kur mod kræft. De går også til støtte for de familier, der kæmper mod sygdommen lige nu. Ingen bør stå alene i denne kamp, og med din hjælp kan vi bringe håb og lys til dem, der har allermest brug for det.

Så hjælp mig med at gøre en forskel. Støt Børnecancerfonden og vær med til at skabe en bedre fremtid for børn ramt af kræft og deres familier. Sammen kan vi gøre en forskel. Sammen kan vi skabe håb.