Jeg har aldrig brudt mig om at løbe. Men det er et privilegie at kunne.

I januar startede jeg med at træne løb med ét formål: at bevise over for mig selv, at det er muligt at rejse sig, selv når livet gør ondt. Jeg tænkte: Hvis jeg kan gøre noget, jeg hader, igen og igen – i regnvejr, i kulde, i modvind – så kan jeg måske også finde styrken til at komme igennem de sværeste kapitler i livet. Svigt. Sygdom. Sorg.

Men efterhånden som jeg løb og reflekterede, gik det op for mig, at det her aldrig rigtig handlede om mig. Det handler om alle os, der hver eneste dag kæmper kampe, vi ikke kan se. Om børn, der kæmper for livet. Om forældre, der kæmper for håbet. Om familier, der kæmper for at finde mening i det meningsløse.

Jeg har lært, at sorgen er kærkommen, for den er al den kærlighed, vi ikke nåede at give.

Jeg har selv mistet til kræft. Og mange af dem, jeg elsker, bærer også på tab, som aldrig helt slipper hjertet.

Derfor vil jeg dedikere mit første – og måske eneste – marathon til dem. Til minde om min farfar. Og til støtte for dem, der stadig kæmper. Jeg samler ind til Børnecancerfonden, i håbet om at mit bidrag, uanset størrelse, kan gøre en forskel.

Når benene føles som mursten, og hvert skridt smerter, vil jeg tænke på dem, der aldrig får lov at vælge, om de vil kæmpe. Jeg vil løbe for dem.

Tak fordi du læste med.