Jeg hedder Simon, og jeg er 9 år gammel.
Jeg bor i Holstebro sammen med min mor, far, storesøster og lillesøster. Min bedste ven hedder Oscar.
Oscar og jeg har kendt hinanden hele vores liv. Vores mødre gik til gymnastik sammen, da vi var ganske små, og vi elsker at høre historien om, hvordan vi lå ved siden af hinanden og legede som babyer.
Oscar blev i januar 2012, 3 år gammel, og han startede i børnehave. Til februar blev det min tur, og der gik ikke mange dage, før vi havde fundet hinanden. Vi blev hurtigt uadskillelige - bedste venner og vi lavede alting sammen.
Da skolen nærmede sig, var det meget vigtigt for os, at komme i klasse sammen. Det lykkes og i august 2015 startede vi i 0.C. Vi var sammen i alle frikvarterer, og i fritiden spillede vi håndbold, fodbold og legede med LEGO.
I december 2015 begyndte Oscar at få hovedpine, og han måtte indimellem tage hjem fra skole. Jeg savnede ham, men heldigvis var han ikke væk længe af gangen. I januar blev han rigtig skidt og han måtte forbi lægen. Herefter gik alting meget hurtigt. Jeg fik at vide, at Oscar havde en kugle inde i hovedet, og at han skulle opereres.
De næste 2 år måtte jeg undvære Oscar meget. Han skulle ind og ud af sygehuset hele tiden, men jeg besøgte ham så meget jeg kunne få lov til.
Oscar havde gode og dårlige dage. I de gode perioder var han i skole som normalt, og han var SÅ mega sej. Andre gange var han rigtig skidt, og der kunne gå uger imellem vi så hinanden. I starten af december 2017 leger vi sammen for sidste gang. Oscar var næsten lige blevet opereret for endnu en kugle, og han var som de andre gange, mega sej og hurtigt klar til at lege igen. Vi var faktisk sammen hele dagen, hvor vi spillede og legede med LEGO. Jeg tog hjem, og havde ingen anelse om, at det skulle blive sidste gang jeg så min bedste ven. 14 dage efter, blev Oscar indlagt og han var meget skidt.
Midt i januar, kunne jeg fornemme alvoren i mine forældres øjne og de fortalte mig for første gang, hvor alvorligt det hele var. Jeg havde aldrig spurgt, ej heller troet at Oscar kunne dø.
Den 23. januar 2018 mistede jeg min bedste ven. Oscar sov stille ind. Han var hjemme sammen med hans mor, far, storesøster og lillebror.
De havde mistet deres søn, lillebror og storebror, og jeg havde mistet min allerbedste ven i hele verdenen.

Efter sommerferien skulle Oscar og jeg have startet sammen i 3. klasse, men jeg måtte i stedet starte uden ham. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på min bedste ven, og jeg savner ham uendeligt meget.

Denne indsamling er til ære for dig Oscar. Jeg ved jeg aldrig får dig tilbage, men jeg håber pengene kan bidrag til, at andre gode venner ikke skal gennemleve det samme som du og jeg.

Hvil i fred min søde Oscar.